Årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken på land eller sjø;
men stundom gnistred hans øjne stygt, -
når det brød over båer og skær, -
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var det få, som uden frykt
kom Terje Vigen nær.

(Henrik Ibsen)

SORRY – det kommer ikke noe bilde her i dag. Innlegget var ferdig laget for flere dager siden. Jeg publiserte det tidligere i dag, og var innom isted for å sjekke om det var noen kommentarer. Da var det kun 3 linjer av verset igjen, og resten var borte. Håper nå jeg har klart å få lagt inn resten, men bildet klarer jeg ikke å legge inn. Litt kjedelig når det blir sånn, og jeg som har holdt på med denne kalenderen siden 15. november.

Tidlig? Nei, ifølge Wikipedia så starter Advent 15. november for de mest ortodokse – og det kan jeg jo da kalle meg – når det gjelder JULEKALENDERE!!!!!!

(24. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

Hjemme ved bryggen han steg i land
med Kongens patent som lods;
men få kun kendte den gråsprengte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev av
de to, – han derinde erfor:
“da manden forlod dem og ingen dem gav,
så fik de til slutning en fælles grav
af kommunen i fattigfolks jord.” –

(Henrik Ibsen)

(23. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

Han købte med tårer, de solgte ham smil,
de ågred med spot for bøn.
Det kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
et noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.

Han sad i “prisonen” i lange år,
der siges i fulde fem;
hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked, -
det var som hans eneste skat.
Så kom attenhundred og fjorten med fred;
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.

(Henrik Ibsen)

(21. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut;
agter på hytten, stolt og stor,
stod chefen, en attenårs gut.
Hans første batalje gjaldt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk;
men Terje vidste ei længre råd, -
den stærke mand lå med bøn og gråd
iknæ på korvettens dæk.

(Henrik Ibsen)

(20. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos;
på to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog sig gennem de væbnede mænd
og sprang over æsingen ud, -
han dukked og svømmed og dukked igen;
men jollen kom los; hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.

Henrik Ibsen)

(19. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

Dog, højere skreg nok de femten, end han:
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund;
fra stavnen bød officeren “stop!”
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.

(Henrik Ibsen)

(18. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

Didind Terje Vigens skægte foer
lig en pil mellem brått og brand;
men bag efter ham, i kølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
“inderst derinde på strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet på brød !”

(Henrik Ibsen)

(17. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende

Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fod vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,
selv stilleste havbliksdag; -
men går end dønningen aldrig så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.

(Henrik Ibsen)

(16. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende