Men Terjes pande bar klarhet og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
Ærbødig løfted han barnet ned,
og kyssed dets hender mildt.
Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jevn:
“Nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!
(Henrik Ibsen)
(36. verset kan du lese her)
2 kommentarer In " Terje Vigen – 37. verset (en slags julekalender) "
RSS-strøm med kommentarer til dette innlegget. Tilbakesporings-URL
desember 19th 2009 at 5:34 pm
Heia Lenesim
Jeg er inne her hver dag for aa lese versene, men har ikke lagt igjen kommentar alltid..Likevel er jeg en fast leser som synes versene er vakre. Takk skal du ha for at du poster
Gode klemmer sendes nedover til deg fra oss begge
—————————————————————
Takk skal du ha Leyla. Hilser tilbake, og en god juleklem til dere begge
Tips oss hvis denne kommentaren er upassende
desember 19th 2009 at 8:08 pm
Ett nydelig bilde, å fikk meg til å tenke på Våren, jo.
Fin luke i dag også, med ett bud om fred.
Takk for at du deler så fin kalender med oss.
Klemm med ønske om en god Lørdagskveld til deg.
———————————–
Vår ja, det er bra å tenke på. Her er det full snøstorm i dag – vet ikke om jeg tør ut og kjøre engang..
Tips oss hvis denne kommentaren er upassende