Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – -
der raste på vraget en strid -;
men moderen løftet sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
“Anna, mit barn!” hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprængte mand;
han fatted om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brått og brand.


Den tørned, de sank; men havet var smult
derindenfor brændingens kreds;
opover rak sig en langgrund skjult,
der stod de i vand tilknæs.
Da råbte lorden: “kend – båens ryg -
den svigter, – det er ingen flu!”
Men lodsen smilte: “nej vær De tryg;
en sunken skægte med tre tønder byg
er båen, som bær os nu.”

(Henrik Ibsen)

(29. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende