Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trelled og sled og blev aldrig træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser hjemme han sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.

(Henrik Ibsen)

(8. verset kan du lese her)

Tips oss hvis dette innlegget er upassende