Båden var røbet; der lød et signal,
og det nærmeste løb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral, -
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hørte matrosernes sang, – -
med fødderne stemte mod skægtens spant
han rode så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.
(Henrik Ibsen)
(15. verset kan du lese her)
Nær hjemmet var han: en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjerte sig løfted i tro og lid,
han var nær ved en bøn til Gud.
Da var det som ordet frøs på hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl, -
gennem skodden, som letted i samme stund,
han så en korvet i Hestnæs-sund
at duve for bakkede sejl.
(Henrik Ibsen)
(14. verset kan du lese her)
Tre nætter og dage til toften bandt
den stærke, modige mand;
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimted en tåget rand.
Det var ikke flygtende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skar;
men højt over alle åsene lå
Imenæs-sadelen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.
(Henrik Ibsen)
(13. verset kan du lese her)
Så gav han sig trøstig lykken i vold
og tog til årene hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hented sin dyre last.
Gud véd, hans føring var ikke stor:
tre tønder byg, det var alt;
men Terje kom fra en fattig jord, -
nu havde han livsens frelse ombord;
det var hustru og barn det gjaldt.
(Henrik Ibsen)
(12. verset kan du lese her)
Den mindste skækte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå, -
slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt påtvers;
det jydske rev var vel svært at gå klar, -
men verre den engelske “Man of war”
med ørneøjne fra mers.
(Henrik Ibsen)
(11. verset kan du lese her)
Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af;
Han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav. -
Der vester har endnu hans gjerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
“da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!”
(Henrik Ibsen)
(10. verset kan du lese her)
Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endu går sagn om de trængsels-kår,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.
(Henrik Ibsen)
(9. verset kan du lese her)
Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trelled og sled og blev aldrig træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser hjemme han sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.
(Henrik Ibsen)
(8. verset kan du lese her)
Reglene for Pay It Forward er enkle,
alle kan være med og bare tre krav
skal oppfylles:
********
Du skal ha egen blogg, så du også kan spre budskapet.
Du skal ha lysten til å glede andre.
Du skal sende dine egne 3 gaver avsted innen de neste 365 dagene.
********
De tre første
som legger igjen kommentar på dette innlegget,
får altså en gave fra meg innen 365 dager.
Det eneste du må gjøre er å love
å gjøre det samme på din blogg!
(Og selvfølgelig gjennomføre det!)
********
Dette skal bli artig, jeg gleder meg!
Blir du med??
Ja, så legg igjen din kommentar under her! og så legger du adressa din i ny kommentar som anonym slik at bare jeg ser den, og vet hvor pakken skal sendes
De ankred og kameraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblik,
da han stod ved sit lille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin, -
da så han i stuen to, -
hans kone sad still og hespled lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.
(Henrik Ibsen)
(7. verset kan du lese her.)
Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte den undervejs.
Da falt som en vegt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst, -
og for bougen en vinter tung.
(Henrik Ibsen)
(6. verset kan du lese her.)
- Denne “luka” skulle egentlig komme på lørdag, men da er jeg uten internett, derfor så kommer den en dag på forskudd. God helg alle sammen 
Et år derefter var Terje gift, -
det kom nok på i en hast.
Folk mente han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt ham fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus -
skønt ruderne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.
(Henrik Ibsen)
(5. verset kan du lese her.)
Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og mor,
ja sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to -
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav !
(Henrik Ibsen)
(4. verset kan du lese her.)
Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mang en dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut,
og kom med “Foreningen”, kaptejn Pram;
men hjemme var ingen som kendte ham,
der rejste som liden gut.
(Henrik Ibsen)
(3. verset kan du lese her.)
Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulde det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmeste kreds, -
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp’ i de tres.
(Henrik Ibsen)
(2. verset finner du her)
Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skæmtsomme ord,
han spøgte med byens børn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.
(Henrik Ibsen)
(1. verset finner du her.)
Der bode en underlig gråsprængt en
på den yderste nøgne ø; -
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt, -
helst mod uroligt vejr, -
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frykt
kom Terje Vigen nær.
(Henrik Ibsen)
